NAFA NYT – december 2025

NAFAs programledelse ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår🎄
Har du (også) hørt NAFAs mest populære podcasts?
Har du brug for faglig fordybelse, du kan tage med på farten – eller vende tilbage til, når det passer ind i forberedelsen? Eller er du læreruddanner og har brug for et spændende indspark til dine lærerstuderende?
I NAFA Dialog arbejder vi med at lave podcasts om naturfagsdidaktik, der er langtidsholdbare. Årets lyttertal peger på, at det greb virker.
Her er de fem mest lyttede NAFA Dialog-afsnit i 2025:
S2 E6: Motiverende naturfagsundervisning – om opfyldelse af lærerstuderendes basale psykologiske behov i undervisningen
S2 E4: Kreativ skrivning i naturfag
S1 E2: Whiteboards skaber dybdelæring – erfaringer fra Læreruddannelsen i Vordingborg
S3 E1: Fra forskningsviden til elevforståelse
S3 E7: Arter, oplevelser og æstetik – artsportrætter som æstetisk arbejdsmetode på NAFA sommerskole
Du finder NAFAs podcasts på NAFAs egen hjemmeside – og på de fleste populære podcast-apps.
Er du selv en del af NAFA, og har du en ide til en podcast, der formidler programmets viden, så skriv til programchef Ivar Ørnby: ivar@kp.dk.
Programledelsens julehilsen 2025
Kære alle
2025 har været et markant år for NAFA. Et år, der viste at der nu er etableret robuste strukturer for samarbejde og vidensflowet mellem forskning, grunduddannelse og efteruddannelse.
I foråret afsluttede vi Tema 3: Teknologisk dannelse, som var NAFAs tema for skoleåret 2024/25. Arbejdet med teknologisk dannelse har givet nye perspektiver på, hvordan teknologi kan bruges som et undersøgende og skabende redskab i naturfag og på, hvordan naturfagslærere og læreruddannere sammen kan udvikle praksisser, hvor teknologien ikke kommer udefra som et krav, men indefra som en didaktisk mulighed. De erfaringer er i dag synlige i PLF’erne, i undervisningsforløb og artikler til grundskolen
I august tog NAFA hul på Tema 4: Elevoplevelser i naturfagsundervisningen - årets tema for skoleåret 2025/26. Ambitionen er at forstå, hvordan elevernes egne oplevelser – sansemæssige, undersøgende, eksperimenterende – kan blive drivkraft for læring og motivation i naturfagene. Allerede nu har vi offentliggjort en state-of-the-art-rapport, og NAFA- temadagen i november for grundskoler og forvaltninger der gav eksempler på hvad “den gode elevoplevelse” egentlig er. Det er tydeligt, at dette tema rammer noget centralt i både skole- og læreruddannelsespraksis.
2025 var også året, hvor NAFA arbejdede videre med flere af anbefalingerne fra midtvejsevalueringen. Vi har styrket sammenhængen mellem indsatserne i læreruddannelse, skole og forskning. Vi har skabt nye rammer for faglige fællesskaber både i PLF’erne, i forskningsfællesskaber og på tværs af UC’er. Og vi har arbejdet målrettet med at dele viden i mere anvendelige og praksisnære formater. Det har gjort det lettere for vores målgrupper at omsætte NAFAs viden til handling i deres egen praksis.
Vi har samtidig givet input til STUK i forbindelse med fagfornyelsen. I samarbejde med NAT-TEK Netværket: NAFA, LIFE Fonden, Videnskabsklubben, Naturvidenskabernes Hus, Engineer the Future, CONCITO og Astra som tovholder. Vi ser frem til den videre proces omkring fagfornyelsen og tænker allerede, at det skal indgå i temaarbejdet de kommende år for at forberede de lærerstuderende godt til de de nye fagplaner.
Vi går således ind i 2026 med et klart fokus: at fortsætte arbejdet med at styrke elevernes møde med naturfag gennem solide partnerskaber, gennem fælles faglige fællesskaber og gennem viden, der gør en reel forskel i praksis.
Tak til alle jer, der har bidraget, delt viden, været medskabere og løftet naturfag i løbet af året. NAFA er et fælles projekt, og det er fællesskabet, der driver os fremad.
Rigtig glædelig jul og et godt nyt år.
På vegne af programledelsen
Ivar Ørnby