Gå til indhold
Søg

NAFA NYT – januar 2025

AI illustration af en naturfags-didaktiker, der ser NiSE-webinar i skoven.

NiSE webinar 3. februar fra 13 til 15

Brænder du for naturfagsdidaktik? Så skal du sætte næste NiSE-webinar den 3. februar i kalenderen. Denne gang er der to emner:
Det første oplæg er ved Marie-Louise Krarup og Niels Anders Illemann Petersen, begge læreruddannere i fysik og kemi på UC Nord: Didaktisk rekonstruktion af ny naturvidenskabelig viden.
Det andet oplæg er ved Jette Reuss Schmidt, lektor i geografi og på denne dag desuden moderator: 21st century skills – eller hvilken viden har størst værdi? – En reflektion over dogmet om altings hastige forandring.
Alle er velkomne, og deltagelse er gratis og uden behov for tilmelding. Du finder programmet her, hvor der også er link til at deltage i webinaret.

Nyt forskningsprojekt: NAVIGER

– Naturfaglige vejledningspraksisser i grundskolen
Formålet med NAVIGER-projektet er at skabe viden om, hvordan vejledning i naturfag praktiseres og forstås i samarbejdet mellem en naturfagsvejleder og en gruppe lærere i et udviklingsarbejde på en skole. Projektet undersøger, hvordan naturfagsvejledere og ressourcelærere kan udvikle deres kompetencer for at imødekomme behov og forventninger i vejledningssituationer.
Projektgruppen samarbejder med en skole i Vejle Kommune om at afprøve forskellige vejledningsformer. Et vigtigt udkomme af projektet bliver en række publikationer om vejledningsprocesser i skolen samt lektionsstudier.

  • Projektledere: Thomas Albrectsen og Karina Kiær (UC Syd)
  • Projektdeltagere: Majbrit Keinicke og Ole Kronvald (ASTRA)

Nyt forskningsprojekt: COPRA

– Naturfaglige core practices og videounderstøttet undervisning i læreruddannelsen
COPRA-projektet har til formål at styrke naturfagsundervisningen i både grundskolen og læreruddannelsen. Det sker gennem systematisk observation og analyse af naturfagsundervisning, hvor særligt lærerens kernepraksisser undersøges via videooptagelser.
I projektet samarbejder forskere, naturfagsundervisere og naturfagslærere om at identificere og konkretisere relevante naturfaglige core practices. Disse bruges til at udvikle forsknings- og praksisbaserede undervisningsdesigns i læreruddannelsen, hvor videooptagelser spiller en central rolle.
Et af projektets konkrete leverancer bliver et minibibliotek med videomateriale fra naturfagsundervisning, der kan bruges i læreruddannelsen samt efter- og videreuddannelse. Dette videomateriale vil indeholde eksempler på didaktiske situationer og understøtte lærerstuderendes og læreres kompetenceudvikling.

  • Projektleder: Stefan Graf (UCL)
  • Projektdeltagere: Morten Rask Petersen og Maiken Rahbek Thyssen (UCL), Leif Vibild, Birgitte Lund Nielsen, Harald Brandt, Pernille Ulla Andersen (VIA), Jens Jakob Ellebæk og Lars Petersen (UC Syd)
  • Samarbejdspartnere: Naturfagslærere fra to skoler samt lærerstuderende fra UCL og VIA

NAFA får ny samlet strategi

På baggrund af Rambølls midtvejsevaluering har NAFA udarbejdet en ny, samlet strategi for programmet.
Evalueringen pegede blandt andet på et stort potentiale for at styrke sammenhæng og vidensflow mellem NAFAs tre indsatser. Dette bliver derfor et centralt fokusområde i de kommende år. Derudover vil NAFA bevæge sig tættere på elever og grundskoler i sine aktiviteter, samtidig med at Natur/Teknologi får en særlig prioritering.
Endelig har NAFA allerede nu taget hul på arbejdet med at forankre viden og strukturer – både lokalt og nationalt – for at sikre varig effekt af programmet.
Strategien er i øjeblikket ved at blive layoutet og vil snart være tilgængelig på nafa.nu.

Dyk ned i NAFAs rige podcast-arkiv

Vi i NAFA har nu udgivet podcasts i 2½ år
Omdrejningspunktet for de mange samtaler er naturfagsdidaktik. Og undervejs har vi talt med både læreruddannere, lærerstuderende, folkeskolelærere, ledere, videnspersoner, NGO’er, ildsjæle samt forskere – alle med stor viden om grundskolen, om naturfag og om didaktik.
En central målsætning for hver podcast er, at emner og spørgsmål giver den lang levetid. Og kigger vi tilbage på de første 2½ år, så synes vi selv, at det formål er opfyldt.
Derfor: Lytter du igennem de fem mest hørte, som du får herunder, så mener vi, at de er lige så relevante i dag, som de var da de blev udgivet.
Links går til vores hjemmeside, men du finder også vores podcasts på de fleste podcast-apps som Apple Podcasts, Spotify og Amazon Music.
💐 No. 5: Hvordan skabe mening, kontinuitet, og bygge videre på det lokalt forankrede i skoleudvikling? (2023)
💐 No. 4: Fra forskning til elevforståelse (2024)
🥉 No. 3: Stefan Hermann, om naturfaglig dannelse (2022)
🥈 No. 2: Kreativ skrivning i naturfag (2024)
🥇 No. 1: Motiverende naturfagsundervisning – om opfyldelse af lærerstuderendes basale psykologiske behov i undervisningen (2024)