Gå til indhold
Søg

NAFA NYT – juni 2025

De 4 personer i NAFAs programledelse stående i Bryggerens Have
NAFAs programledelse ønsker alle en forrygende sommer. Fra venstre: Ivar Lykke Ørnby, Martin Krabbe Sillasen, Kia Wied og Hanne Voldborg Andersen.

Ny podcast: Fra læreruddannelse til lærerhverdag – hvordan støtter vi bedst de nye naturfagslærere?

Hvordan er det egentlig at stå alene i klasseværelset for første gang? Og hvad kan læreruddannelsen gøre for at lette overgangen til arbejdslivet?
I NAFAs nyeste podcast deler to nyuddannede lærere og deres tidligere undervisere erfaringer fra et særligt opstartsforløb, der skal styrke overgangen fra studie til skole.
Du får både konkrete fortællinger fra de første måneder i folkeskolen og indblik i, hvordan læreruddannelsen kan spille en aktiv rolle – også efter eksamen.
Lyt med og få inspiration til, hvordan vi bedst støtter nye naturfagslærere i starten af deres karriere.
Du finder både denne nyeste episode samt alle de tidligere her på vores podcast-side.

Forslag til sommerlæsning: Fra læreplaner til fagplaner

Hvordan kan fagplaner imødekomme den kritik, der rettes mod de nuværende læreplaner i folkeskolen?
Det spørgsmål udforskes i en ny antologi fra Dafolo, hvor forskere og praktikere belyser fremtidens fagplaner ud fra en række forskellige perspektiver.
Blandt bidragyderne er CESEs forskningsleder Martin Sillasen og Christina Frausing Binau (Astra), som i deres kapitel fokuserer på naturfagene. De fremhæver blandt andet, at færre mål kan være en vej til at mindske stoftrængslen – og give lærerne større frihed til at tilpasse undervisningen til den konkrete elevgruppe.
Når der er færre mål at planlægge efter, bliver det samtidig lettere at orientere sig i fagplanerne og mere oplagt at lade sig styre af dem. Det øger incitamentet for lærerne til at tage aktivt afsæt i målene.
Sillasen og Binau beskriver en slags “kontrakt” mellem afsender og modtager: Lovgiverne formulerer formål og mål, mens lærerne sikrer, at undervisningen tager udgangspunkt i – og vender tilbage til – disse mål gennem evaluering og refleksion.
Antologien ‘Fra læreplaner til fagplaner’ er udgivet af Dafolo og tilgængelig nu.

NAFA ønsker god sommer

Det har været et begivenhedsrigt studieår i NAFA. I august tiltrådte en ny programleder for skoleindsatsen, i oktober blev programmet midtvejsevalueret, og i januar vedtog styregruppen en ny strategi for hele NAFA.
Gennem året er velkendte aktiviteter blevet videreudviklet, og nye er kommet til. NAFA-netværkets samlinger har været krydret med inspirerende udflugter, og de nationale læringsfællesskaber i læreruddannelsen har arbejdet tematisk med blandt andet AI og plastik.
NAFA har desuden afholdt sin første temadag for deltagere fra både skoler og forvaltninger – en ny ramme for faglig udveksling og samarbejde.
I foråret blev forankringen af NAFAs aktiviteter sat i gang, og det arbejde fortsætter i eftersommeren, hvor man også kan møde NAFA på både ESERA og Uddannelsesdebatten.
Programledelsen (se foto øverst) takker alle for det gode samarbejde i årets løb – og ønsker en rigtig god sommer!