NAFA NYT – juni 2026

NAFAs programledelse. Foto Emilie Man-Matthiesen.
Kom til Skoleindsatsens temadag i november
Konference i november 2026: At lære med tekster i naturfagsundervisning
Hvordan kan tekster, modeller, videoer og skrivning styrke elevernes arbejde med naturfag?
I november inviterer Nationalt Videncenter for Læsning og NAFA til to afslutningskonferencer om projektet ‘Naturfaglig læsning – At lære med tekster i naturfagsundervisningen’.
Her kan du få indblik i resultater og konkrete didaktiske materialer fra det femårige, landsdækkende projekt finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Dagen byder på oplæg om bl.a. tekst- og læremiddellandskabet i naturfag, elevers tekstbrug i undervisningen og små justeringer, der kan gøre en forskel. Der bliver også mulighed for at afprøve konkrete tilgange i workshops – fra læseformål og faglige modeller til skrivning, videoer og samarbejde i fagteamet.
Konferencen afholdes to steder:
Aarhus: 18. november 2026 kl. 10.00-15.30, VIA University College. Her finder du det foreløbige program.
København: 24. november 2026 kl. 10.00-15.30, Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg. Her finder du det foreløbige program.
Deltagelse er gratis. Tilmeldingsfristen er 10. november, og tilmeldingen er bindende herefter.
Det endelige program og link til tilmelding offentliggøres senest 15. september.
PS. NAFA har for nylig udgivet to podcasts om naturfaglig læsning. Du finder dem på vores podcast-side.
NiSE: Her er efterårets webinarer
Efteråret 2026 byder på tre NiSE-webinarer målrettet danske naturfagsdidaktikere.
8. september kl. 14-16: Mentoring og nye naturfagslærere: Jens Jakob Ellebæk (UC Syd) og Birgitte Lund Nielsen (VIA)
6. oktober kl. 14-16: Udvikling af STEM-undervisning i skoler og fagteams: Maria Møller (UCN) og Mads Bruun Birk (Klostermarkskolen)
17. november kl. 14-16: ROSES-undersøgelsen 2027 – Hvordan oplever danske unge naturfagenes relevans?: Kari Astrid Thynebjerg (Absalon)
NiSE står for Network in STEM Education og arrangeres af Center of Excellence in Science Education, CESE, som står for forskningen i NAFA, samt Forskningscenter for Naturvidenskabelig Uddannelse og Formidling (FNUG).
NiSE-webinarerne annonceres både via NAFAs LinkedIn og i NAFAs nyhedsbrev.
Du finder tidligere afholdte webinarer i videoarkivet her.
NAFA på Folkemødet: Nysgerrigheden lever – og naturfagene skal give den plads
Der var både skarpe spørgsmål, stærke stemmer og masser af faglig energi, da NAFA deltog i to samtaler på årets Folkemøde.
Sammen med aktører fra forskning, uddannelse, organisationer og politik satte vi naturfag, nysgerrighed og naturvidenskabelig dannelse på dagsordenen.
I en rundbordssamtale om unges nysgerrighed blev det bl.a. tydeligt, at nysgerrigheden ikke er forsvundet. Men den kan blive bremset, når naturfag mister forbindelsen til elevernes egne liv og spørgsmål. Samtalen pegede på behovet for undervisning, hvor elever får mulighed for selv at undersøge, skabe og forstå verden omkring dem.
I SDU’s telt deltog NAFAs Kia Wied i en samtale om fremtidens naturvidenskabelige dannelse. Her blev der sat fokus på, at børn og unge møder naturfag med forskellige forudsætninger, og at læremidler, undervisning og skolens rammer spiller en vigtig rolle for oplevelse, undren og deltagelse.
Vi tog hjem med mange gode perspektiver – og med fornyet lyst til det fælles arbejde for naturfag, der giver børn og unge en plads, en stemme og noget vigtigt at være nysgerrige på.
Ny kommunikationskonsulent til NAFA
NAFA har fået en ny kommunikationskonsulent, Emilie Man-Matthiesen, der skal være med til at styrke synligheden af akademiets viden og indsatser. Emilie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand. mag. i Kulturmødestudier og Kommunikation fra RUC.
Emilie kommer senest fra Psykiatrien i Region Midtjylland, hvor hun har arbejdet med at løfte og formidle fagspecialisters viden på både et strategisk og operativt plan. Hun træder dermed ind i NAFA med erfaring i at samarbejde i komplekse faglige miljøer og omsætte specialiseret viden til indhold, der er tilgængeligt og relevant for flere målgrupper.
Med ansættelsen understøtter NAFA sin samlede kommunikationsindsats med en profil, der – i samarbejde med akademiets freelancekommunikatør, Niels Halfdan Hansen – kan bidrage til at gøre programmets viden endnu mere synlig og anvendelig i praksis.
Programledelsens sommerhilsen
Ivar Ørnby, Programchef