Gå til indhold
Søg

NAFA NYT – oktober 2026

Foto af poster gennemgang i napas forskningsfelt llesskab.
En af NAFAs ph.d.-studerende, Therese Malene Nielsen, præsenteret sit projekt ‘Et etnografisk casestudie om praktisering af tid i naturfagsundervisningen’ på et møde i NAFAs forskningsfællesskab.

En dinosaur, en meteor og nogle blomster har fundet vej til denne udgave af NAFA NYT. Hvad laver de her? Det kan du finde ud af i en ny forskningsartikel om, hvordan naturfagslæreruddannere oplever samarbejde og videndeling i NAFA.
Er du mere optaget af, hvad der sker i klasselokalet, kan du komme med til et webinar om relevans i naturfagsundervisningen. Og vil du være med dér, hvor de nye fagplaner bliver diskuteret, så kig nærmere på vores temadag om fagfornyelsen i november.
Jeg håber, du finder noget, der prikker til din nysgerrighed – og måske giver dig lyst til at blande dig i en faglig samtale eller to?
God læselyst!
– Redaktøren

Webinar den 17. november: Hvornår oplever unge naturfag som relevant?

Hvad gør naturfagsundervisningen interessant og meningsfuld for eleverne? Og stemmer vores forestillinger om relevans overens med elevernes egne?
På NiSE-webinaret den 17. november kl. 14-16 præsenterer ph.d.-studerende Kari Astrid Thynebjerg fra Professionshøjskolen Absalon de første indsigter fra arbejdet med den danske del af den internationale ROSES-undersøgelse.
Hun tager udgangspunkt i interviews med elever i 9. klasse, der har været med til at afprøve undersøgelsens spørgsmål. Her er fokus på, hvordan de unge selv forstår relevans i naturfagene, bl.a. i forhold til hverdagen, deres fremtid og den undervisning, de møder.
Webinaret arrangeres af NAFA og FNUG.

Stadig ledige pladser i København: Lær med tekster i naturfagene

Hvordan kan vi støtte elevers læsning og læring i naturfag? Det er omdrejningspunktet for en konference om projektet Naturlig Læsning, hvor du bl.a. kan møde Martin Krabbe Sillasen, Marianne Oksbjerg og Jesper Bremholm.
Der er stadig ledige pladser i København (den tilsvarende konference i Aarhus er udsolgt). Tilmeldingsfrist: 10. november.
24. november i København, Se program og tilmelding her.

Kom til NAFA Temadag: Ny inspiration til fagfornyelsen

Hvordan omsætter vi de nye fagplaner til naturfagsundervisning i praksis?
Den 26. november inviterer NAFA naturfagslærere, vejledere, skoleledere og andre med interesse for naturfaglig skoleudvikling til temadagen ‘En håndsrækning til fagfornyelsen’ i ODEON i Odense.
Du får inspiration fra forskning, læreruddannelse og skolepraksis, konkrete erfaringer fra skoler og mulighed for faglig sparring med andre deltagere. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet giver desuden en status på fagfornyelsen.
Se hele programmet og tilmeld dig her.

Kom med: Nyt naturfagsnetværk hos UC SYD

Er du naturfagslærer, læreruddanner eller lærerstuderende i UC SYDs område? Så er der et nyt fagligt netværk, du kan blive en del af.
UC SYD har i samarbejde med NAFAs Skoleindsats etableret Naturfagsnetværket, hvor du kan møde andre med interesse for naturfagsundervisning.
Netværket tilbyder gratis arrangementer og et nyhedsbrev med nyt om bl.a.
Læs mere om Naturfagsnetværket, og tilmeld dig nyhedsbrevet.

Ny forskning i NAFA: Hvad kan en dinosaur fortælle om videndeling?

En dinosaur, en meteor og blomster er blandt de billeder, der dukkede op, da naturfaglige læreruddannere blev bedt om at tegne NAFA som en videnøkologi – et fællesskab, hvor viden udvikles og deles.
I en ny, dansksproget forskningsartikel i Danish Journal of Education Studies undersøger Karina Kiær, Thomas R. S. Albrechtsen og Connie Svabo, hvad tegningerne kan fortælle om samarbejde, videndeling og organisatoriske forandringer.
Arbejder du selv i et fagligt udviklingsfællesskab? Artiklen giver inspiration til at undersøge, hvad der fremmer samarbejdet, og hvad der kan stå i vejen.
Læs forskningsartiklen, og se tegningerne (åbner pdf).

Interview om PISA: Danske elever eksperimenterer meget - men hvordan?

De nye PISA-resultater viser, at danske elever i høj grad får mulighed for at eksperimentere i naturfag. Samtidig falder elevernes nysgerrighed.
NAFAs praksisafdækning, PAIN, viser, at undersøgelserne ofte er lærerstyrede og lukkede.
I et interview med Folkeskolen sætter VIA-lektor og NAFA-forsker Mette Hesselholt Henne Hansen resultaterne i perspektiv og peger på betydningen af at give eleverne tid til fordybelse og undersøgende arbejde.
Læs interviewet i Folkeskolen.
Læs PAIN-rapporten.

Debat: Naturfaglig udvikling kræver mere end gode idéer

Hvordan skaber vi varig udvikling af naturfagsundervisningen?
Det giver Lars Petersen, Lasse Hollbaum Vinther og Robert Eskildsen Jepsen fra UC SYD deres bud på i et debatindlæg i Skolemonitor.
Med afsæt i tre konkrete samarbejder mellem skoler og læreruddannelse, heriblandt NAFAs Laboratorieskoleprojekt, viser de, hvorfor tid, vedholdenhed og inddragelse af lærerne er afgørende for det fælles udviklingsarbejde.
Læs debatindlægget – det er ikke bag betalingsmur.

Udfordringer i natur/teknologi: Hvor står faget i dag?

I 2023 satte Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og NAFA sammen fokus på udfordringerne i natur/teknologi.
Siden er der sket en del.
En national kortlægning har undersøgt fagets rammer, undervisningspraksis og lærernes kompetencer. Fondene har støttet nye initiativer inden for bl.a. kompetenceudvikling, faglokaler og forskning. Og samtidig er arbejdet med fagfornyelsen i gang.
Men hvor står natur/teknologi i dag? Hvad har vi fået ny viden om, og hvilke udfordringer kalder fortsat på handling?
Det er nogle af spørgsmålene, når Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden og NAFA den 16. december samler aktører på området til en ny handlekonference.

NAFA var med: Fagfornyelsen kræver faglig samtale og samarbejde

Hvordan kan vi sammen hjælpe naturfagslærerne med at omsætte de nye fagplaner til undervisning?
Det var omdrejningspunktet, da NAFA mødtes med blandt andre Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, LIFE Fonden, Naturvidenskabernes Hus og Astra hos Engineer the Future.
NAFA bidrog med erfaringer fra Laboratorieskoleprojektet, hvor lærere, læreruddannere og forskere udvikler undervisning sammen. En central pointe var at bruge fagfornyelsen som anledning til faglig dialog om undervisningen.
Læs mere om mødet på LinkedIn.

NAFA i svensk netværk: Når lærere bliver medforskere

Hvordan bliver forskningen mere brugbar i undervisningen, når lærere selv er med til at formulere forskningsspørgsmålene?
Det var en central pointe, da repræsentanter fra NAFA den 26.–27. oktober besøgte Stockholms universitet og STLS-netværket, hvor lærere indgår som medforskere.
Et eksempel er et projekt om, hvad visuelle modeller betyder for elevers forståelse af udfordringer i bæredygtighedsundervisningen. Her har lærernes engagement gjort det muligt at gennemføre didaktiske eksperimenter, der er tæt forbundet med den undervisningspraksis, forskerne undersøger.


NAFA på Stockholms Universitet og til STLS-netværket.

Besøget gav også inspiration til NAFAs eget arbejde. Blandt andet til, hvordan fælles skemalagt projekttid, karriereveje for lærere, der engagerer sig i forskning, og deltagelsesmuligheder på tværs af skolens fag kan understøtte samarbejdet mellem lærere og forskere.
Læs mere om STLS og samarbejdet mellem lærere og forskere.

NAFA forskningsfællesskab: Naturfagsdidaktisk forskning på tværs af Norden

Her i slutningen af oktober samler NAFA for fjerde gang sit forskningsfællesskab, denne gang i København.
Her præsenterer deltagerne deres forskning og drøfter vilkårene for praksisnær naturfagsdidaktisk forskning og mulighederne for samarbejde på tværs af Skandinavien.
I forskningsfællesskabet indgår bl.a. projektledere, Ph.d.-studerende, vejledere, Den nordiske referencegruppe (NR) og CESEs udviklingsgruppe.