Gå til indhold
Søg

Projekt Laboratorieskoler

  • Projekt nr.: 18-12
  • Periode: Q2 2024 – Q4 2026
  • Projektleder: Lars Petersen, UC Syd
  • Projektdeltagere: Tine Bunk Schrøder, Frank Jensen og Beth Wehner Andersen (UCL). Suzanne Schjøtt og Elzebeth Berg Wøhlk (KP). Claus Auning og Lone Djernis Olsen (UCSYD)

Baggrund
Projektet udspringer af et tæt samarbejde mellem folkeskoler og professionshøjskoler, der sammen har etableret udviklingslaboratorier som ramme for at afprøve og udvikle undervisning i natur/teknologi med fokus på teknologisk dannelse. I de professionelle læringsfællesskaber deltager lærere, lærerstuderende, UC-undervisere og forskere som ligeværdige partnere, hvilket skaber et tværorganisatorisk læringsmiljø præget af videndeling og praksisnær udvikling. Projektet bygger på en bred forståelse af teknologi, hvor tekniske færdigheder kombineres med kreativitet, socioetiske perspektiver og kritisk refleksion for at styrke elevernes teknologiske dannelse. Samarbejdet gør det muligt at udforske teknologiforståelse i et helhedsperspektiv, hvor tekniske, etiske og æstetiske dimensioner vægtes, og hvor lærere får støtte til at integrere teknologi på nye måder, der engagerer og udfordrer eleverne.

Metode
Arbejdet er organiseret i professionelle læringsfællesskaber og bygger på aktionsforskning. På Trørødskolen samarbejdede lærere og undervisere fra Københavns Professionshøjskole om undervisningsforløb, der koblede teknologi med kreative og socioetiske perspektiver via narrativer om strømafbrydelser og selvkørende busser i undervisningsforløb på 3. og 6. klassetrin. På Vonsild Skole udviklede og afprøvede lærere og undervisere fra UC SYD dialogkort, som understøttede elevernes kritiske refleksion over teknologi i konkrete undervisningsforløb på 2., 4. og 6. klassetrin.

Fund
Projektet viser, at laboratoriemodellen styrker lærernes faglige identitet og giver eleverne nye måder at forstå og forholde sig til teknologi på. De kreative og narrative greb øgede elevernes motivation og teknologiforståelse, mens dialogkort fungerede som et effektivt stillads for kritisk refleksion – også blandt yngre elever. Samtidig oplevede lærere og UC-undervisere, at samarbejdet gav nye perspektiver på undervisning og planlægning.

Konklusion
Laboratorieskoleprojektet demonstrerer, at tværorganisatoriske læringsfællesskaber kan styrke lærernes professionelle identitet gennem tæt samarbejde mellem kollegaer, forskere og læreruddannere. Samarbejdsformen åbnede for nye perspektiver på praksis, skabte rum for fælles afprøvning og refleksion og gav konkrete erfaringer med at koble forskning og udvikling til undervisningen. Modellen rummer dermed et stærkt potentiale for både den enkelte lærers professionelle udvikling og skolens samlede udviklingsarbejde – et potentiale, der bør udforskes yderligere i kommende projekter.