Videnbaseret praksis i STEM-fagene
- Projekt nr: 18-9 – Synergiprojekt
- Periode:
- Projektleder: Steffen Elmose
- Projektdeltagere: Niels Anders Illemann Petersen, Marie-Louise Krarup, Lasse Riis Jensen
I STEM-faglige forskningsmiljøer på universiteter og i virksomheder udvikles og akkumuleres viden, som er vanskeligt tilgængelig for naturfagsundervisningen på læreruddannelser og grundskoler.
Samtidig undervises skoleelever af lærere, hvis viden og færdigheder ofte ikke er opdaterede og med materialer, som kan være forældede i forhold til ny forskning (Rambøll & Københavns Professionshøjskole, 2019).
Naturfagslærerne efterlyser i tillæg selv muligheder for opkvalificering af viden på specifikke områder. Der har gennem de senere år været en stor interesse i at identificere virksomme strategier og metoder for at tilvejebringe vidensbaseret praksis i STEM-fagene gennem et tættere samarbejde mellem forskningsmiljøerne på universiteterne, læreruddanneres praksis på Professionshøjskolerne og naturfagsundervisningen i grundskolen.
Naturvidenskabens ABC er et eksempel på denne bestræbelse (Børne- og Undervisningsministeriet, 2020). Dette projekt tager sigte på at sikre et tættere samarbejde mellem forskningen i STEM-fagene og læreruddannelsens praksis gennem tænkning, metoder og modeller der kan bidrage til denne udvikling. I forlængelse af dette er der et behov for at udvikle mere viden om selve organiserings- og vurderingsprocesserne om, hvordan et sådant samarbejde kan skabe en mere inkluderende erfarings- og anvendelsesviden af STEM-forskningen.
Problemformulering for projektet lyder derfor: Hvordan kan STEM-faglig forskningsformidling til lærerstuderende og grundskolelærere organiseres med henblik på en kvalificering af naturfagslæreres kompetencer som middel til at fastholde og øge elevers interesse for STEM-fagene?