Gå til indhold
Søg

NAFA NYT – august 2025


Stine Mariegaard, UCL Henrik Levinsen KP holder oplæg om følgeforskning i NAFAs efter-videreuddannelse. Et af mange oplæg på ESERA

NAFA præsenterede forskning på ESERA

Fra 25.-29. august 2025 blev den internationale ESERA-konference afholdt i København med over 1.700 deltagere.
Årets tema var “Transitions in Science Education: Sustainability and Digital Advances” og satte fokus på de mange overgange og transformationer, som videnskabsundervisningen står midt i – både i lyset af den digitale udvikling og de globale bæredygtighedsudfordringer.
NAFA bidrog med flere oplæg, bl.a. om erfaringer fra sommerskolen for lærerstuderende, projektet om lærerstart for nye naturfagslærere og arbejdet med literacy i naturfag.
Læs mere om konferencen.

NAFA Temadag: Sæt fokus på naturfaglig skoleudvikling

Den 27. november 2025 inviterer NAFAs skoleindsats kommunale naturfagskoordinatorer, skoleledelser, naturfagsvejledere og andre ressourcepersoner til NAFA Temadag om naturfaglig skoleudvikling. Temadagen finder sted kl. 9-15.30 på UCL i Odense.
Programmet præsenterer den nyeste viden om, hvad der gør en forskel i udviklingen af naturfag i grundskolen. Det sker blandt andet med afsæt i konkrete erfaringer fra Skoleindsatsens samarbejde med Vordingborg og Ringkøbing-Skjern Kommuner om kompetenceudviklingsforløb. Derudover deles erfaringer fra Play@Heart-projektet med særligt fokus på elevers perspektiver på naturfagsundervisningen.
Undervejs bliver der også sat tid af til videndeling deltagerne imellem.
Afslutningsvis rettes blikket mod NAFAs aktuelle udviklingstema ‘Elevoplevelser i naturfagsundervisningen’. Her får deltagerne inspiration til at arbejde med elevoplevelser i deres egen praksis – og vi stiller i fællesskab spørgsmålet: ‘Hvad kendetegner egentlig den gode elevoplevelse i naturfag?.
Temadagen afholdes i samarbejde med Astra.
Læs mere om program, tilmelding mv. her.

Debat: Fælles ansvar for nye lærere

Alt for mange nyuddannede lærere forlader folkeskolen inden for få år.
I et debatindlæg i Skolemonitor peger fem forskere NAFA-tilknytning på, hvordan professionshøjskolerne kan spille en central rolle i at ændre dette billede.
Forskerne tager udgangspunkt i projektet CESE Lærerstart, som NAFA driver i samarbejde med alle seks professionshøjskoler, og fremhæver især potentialet i ekstern mentoring.
Her mødes nye naturfagslærere uden for deres ansættelsesskole, ofte sammen med tidligere medstuderende og læreruddannere.
Resultaterne viser, at netop disse møder kan skabe et trygt, fagligt rum, hvor udfordringer og succeser deles – og hvor man oplever, at man ikke står alene.
Læs debatindlægget – det er IKKE bag betalingsmur.

Podcast og artikel - lærerstartforløbet i fokus

Måske har du allerede hørt NAFAs podcast om det særlige lærerstartforløb, der hjælper nye naturfagslærere godt i gang i folkeskolen.
Her delte to nyuddannede lærere og deres undervisere erfaringer fra forløbet – om både glæder og udfordringer i de første måneder som lærer.
Nu har fagbladet Folkeskolen taget historien op og bragt en artikel om samme forløb.
Her kan du læse mere om, hvordan Sofie Buurgaard Bonnerup og Rasmus Hornbæk Elming har oplevet overgangen fra studerende til lærer, og hvorfor det betyder noget, at læreruddannelsen stadig er med i den fase.
Du kan læse artiklen hos Folkeskolen her.
og høre endnu mere i et afsnit af vores podcast NAFA Dialog fra lige førs sommerferien.

AKTUALISER bringer videnskabelig viden ind i naturfag

Den 19.-20. august samlede AKTUALISER-projektet deltagere til en todages workshop med to naturfagsdidaktiske forskere fra Institut for Fysikdidaktik ved Oslo Universitet.
Formålet var at undersøge, hvordan ny naturvidenskabelig frontforskning kan omsættes til undervisning i naturfag på læreruddannelsen.
Det er kernen i CESE-forskernes arbejde i projektet ‘Aktualisering af naturfagsundervisning gennem didaktisk rekonstruktion’. Her er målet at styrke både læreruddannere og lærerstuderende i at integrere den nyeste forskning i deres undervisning.
Projektgruppen består af John Andersson (UC Absalon), Lars Henrik Jørgensen (UC Syd), Morten Rask Petersen (UCL), Henrik Levinsen (KP), Marianne Erneberg (VIA) og Niels Anders Illemann Petersen (UCN). Fra Oslo Universitet deltager professor Ellen Karoline Henriksen og lektor Maria Vetleseter Bøe.
I foråret fortsætter samarbejdet med et tre-dages besøg på Oslo Universitet, hvor erfaringer deles og data analyseres i fællesskab.
Læs mere om AKTUALISER-projektet.

Efteruddannelsespulje på 50 mio. kr. til naturfags- og matematiklærere 

Novo Nordisk Fondens efteruddannelsespulje er nu åben – og i år er puljen fordoblet til 50 mio. kr.
Lærere i grundskolen (og gymnasiet) kan søge støtte til korte, praksisnære kurser i naturfag og matematik i skoleåret 2026/27.

Der er i alt udviklet 83 kurser, blandt andet inden for kunstig intelligens, teknologiforståelse, klima, biodiversitet og feltarbejde – heriblandt flere kurser udviklet i regi af NAFA. Støtten dækker både kursusafgift og vikardækning/løntimer for op til fem kursusdage samt yderligere tre dage til at omsætte ny læring til egen undervisning.
Ansøgningen foregår nemt online. Frist for ansøgning er den 23. oktober 2025. 
Læs mere og se hele kursusudbuddet her.

Strategi styrker stærke naturfaglige fællesskaber

Som en del af NAFAs Strategi 2025 har koordinationsgruppen i april og august arbejdet med at udvikle de enkelte UC’ers lokale strategi for stærke naturfaglige fællesskaber – på tværs af forskning, læreruddannelse og efter- og videreuddannelse.
På mødet i april kortlagde hvert UC lokale deltagere, kompetencer, aktiviteter, ressourcer, styrker, muligheder, samarbejdspartnere og uudnyttede potentialer.
I august blev kortlægningen fulgt op af en strategiproces, hvor koordinationsgruppen sammen med ledere fra læreruddannelserne og EVU kiggede fem år frem og skitserede, hvordan et ’stærkt naturfagligt fællesskab’ kan se ud i 2030. Her blev der blandt andet arbejdet med spørgsmål som:

  • Hvilke værdier skaber vi?
  • Hvilke aktiviteter gennemfører vi?
  • Hvilke deltagere inddrager vi?
  • Hvilke ressourcer er nødvendige?
  • Hvem samarbejder vi med?
  • Hvordan gør vi strategien synlig?

De fælles visioner blev derefter omsat til konkrete trædesten og handleplaner.
I den afsluttende videndeling stod det klart, at UC’erne især vil styrke samarbejdet mellem forskning, læreruddannelse og EVU internt – men også søge tættere samarbejde med skoler og kommuner for at bidrage til skoleudvikling og faglige netværk.
Arbejdet med visioner, trædesten og handleplaner fortsætter nu lokalt på UC’erne frem mod koordinationsgruppens næste møde i marts 2026, hvor resultater og erfaringer deles og videreudvikles.