NAFA NYT – august 2024

Ny Podcast: Fra forskning til elevforståelse
Et nyt skoleår betyder goddag til en ny sæson af vores podcastserie NAFA Dialog. Og vi starter denne 3. sæson med et virkelig spændende afsnit! Du skal nemlig høre om, hvordan du som underviser når fra forskning til elevforståelse. Og det skal du fordi:
Hvis vi ønsker, at vores børn og unge skal kende de nyeste perspektiver på vigtige emner som miljø og bæredygtighed, så må og skal lærerne opsøge ny viden og omsætte den til undervisning. Desværre tager det op mod ti år, før ny forskning er indarbejdet i skolens undervisningsmaterialer. Den viden, eleverne får præsenteret, er altså allerede gammel viden. Og i mellemtiden er der kommet mængder af ny viden til. Omdrejningspunktet for samtalen i afsnittet er derfor, hvordan undervisere i naturfag kan sikre, at den naturfaglige viden, eleverne får i skolen, er opdateret i forhold til nyeste viden.
I podcasten taler programleder for NAFAs indsats i læreruddannelsen, Kia Wied, med Søren Rasmussen Mølgaard Lunde og Lasse Riis Jensen; begge fra læreruddannelsen på Professionshøjskolen UCN.
Du finder det nye afsnit af NAFA Dialog samt alle de tidligere afsnit her.
Et nyt og tre gamle ph.d.-opslag
NAFAs forskningsben CESE har fire ph.d.-stipendier slået op. Det har de været hen over sommeren, og ansøgningsfristen på det første udløber allerede i dag, fredag den 30. august. Så skynd dig at læse med!
1. Læremidler med fokus på digitale teknologier og hybrid-former i naturfagsundervisning. Ansøgningsfrist 30. august 2024!!!
2. Læringsmiljø og læremidler i naturfag. Ansøgningsfrist 15. september 2024.
3. Professionelle identiteter hos naturfagslærere i grundskolen. Ansøgningsfrist 18. september 2024.
4. Naturforbundethed og kropslig læring (embodied cognition). Ansøgningsfrist 25. september 2024.
Links til opslagene samt det nødvendige baggrundsmateriale finder du her.
Ny videnrapport: Måling af interesse og motivation i naturfag
NAFAs forskningsben CESE har en ny videnrapport på banen. Denne gang handler det om værktøjer til måling af interesse og motivation.
Målet med arbejdet bag rapporten var at udvikle et værktøj til brug for projekter, der netop gerne ville arbejde med elevers motivation og interesse for naturfag. Og det arbejde blev kronet med succes.
I rapporten præsenteres de udviklede værktøjer med en beskrivelse af deres anvendelsesmuligheder samt en diskussion af begrænsningerne.
Du finder rapporten øverst på siden ‘CESE Viden’.
NAFA er halvvejs - hvordan går det?
Som NAFAs eksterne evaluator har Rambøll været i gang med at samle data om programmets tre indsatser siden efteråret 2023. Målet var en midtvejsevalueringen, som nu er stort set klar og i løbet af september bliver afleveret til programledelsen.
Midtvejsevalueringen skal bl.a. give viden om fremdriften i programmet med henblik på læring og kvalitetssikring, men den er samtidig et vigtigt bidrag til arbejdet med de tre opdaterede strategier, der skal formuleres af indsatserne i efteråret og godkendes af styregruppen til december. Midtvejsevalueringen er således afsæt for mulige justeringer af programmet.
Rambølls rapport præsenteres på en konference den 2. oktober på UC Syd i Kolding. Efterfølgende bliver evalueringen tilgængelig på nafa.nu sammen med en video, der dækker lanceringen.
NAFA-sommerskole var en succes

Midt i august blev der afholdt NAFA-sommerskole om ‘Arter, oplevelser og æstetik’ på Molslaboratoriet. Undervisere og koordinatorer var Mette Hesselholt Henne Hansen, Katrine Bergkvist Borch og Henrik Levinsen.
Kursets helt centrale formål var sammen med kursisterne at undersøge, hvordan arter, oplevelser og æstetik kan væves sammen i en naturfaglig kontekst. Koordinator og underviser Mette Hesselholt Henne Hansen fortæller:
”Æstetikken er ikke en fremmed eller ny gæst i naturvidenskaberne: Hvis naturfag bliver vedkommende, er det fordi en affektiv aktivering har fundet sted – og dermed er den faglige fordybelse og den æstetiske forbundethed grundlæggende uadskillelige. Jeg synes, vores Summer School synliggjorde den sammenvævethed mere, end jeg kunne have forestillet mig.”
NAFA siger en stor tak til alle, der bidrog til – og deltog på – sommerskolen for jeres store indsats!